Abraham Bosses kobberstik ”The Husband Beater” fra 1633 viser, at voldelige kvinder ikke var et ukendt begreb. The Metropolitan Museum of Art.
–Vold mellem mænd og kvinder er ikke nyt, men i 1800-tallet skulle der meget til, før nogen af parterne beklagede sig til myndighederne. Skilsmisse var skamfuldt og kunne føre til social deroute, hvis man ikke var i stand til at forsørge sig selv eller havde familiemedlemmer, der kunne hjælpe. Nødtørftig fattighjælp var en nødvendig, men uværdig løsning for nogle, men tiggeri, kriminalitet eller prostitution blev ofte den eneste mulighed for den, der valgte at forlade hjemmet og den sociale sikkerhed i utide.
Derfor var det ganske usædvanligt, da et tilfældigt arkivfund på læsesalen i Viborg åbenbarede en henvendelse fra en mand, som for 200 år siden havde været udsat for så grov vold fra sin kone, at han henvendte sig til amtmanden i Randers. Sagens udkomme kender vi ikke, men ud fra de få tilvejebragte kilder kan vi gætte.
Niels Andersen Wildmann blev født omkring 1754, formentlig i Randers-området. Han blev gift med den fem år yngre Kirsten Pedersdatter. De bosatte sig i et husmandssted i Kristrup syd for Randers og fik i en sen alder fem børn: Anders, Peder, Mariane, Niels og Poul. Børnenes præcise alder kender vi ikke, for kirkebøgerne for Kristrup eksisterer kun fra 1814 og fremefter, men ud fra de senere konfirmationsoptegnelser kan vi se, at Kirsten må have været 43 år, da Anders blev født og næsten 54 ved Pouls fødsel. Poul døde i øvrigt som kun niårig af brystsyge. Forældrenes alder taget i betragtning kan der have været tale om plejebørn, men i kirkebøgerne står der intet om dette. Det var dog ikke usædvanligt at tage andres børn i pleje uden at gå ret meget op i administrative besværligheder, og Niels stod opført som far ved alle børnene – moderens navn var udeladt, hvilket heller ikke var unormalt.
Hjemmet var fattigt, og Niels supplerede husmandsstedets lille indtægt med et job som medhjælper på en nærliggende gård. I 1823, da begivenhederne fandt sted, var han 69 år gammel og arbejdede stadig ude. Selv om det meste af børneflokken formentlig var flyttet hjemmefra, var det hårdt for en mand, der havde arbejdet hele sit liv. Sandsynligvis passede Kirsten børnene og husmandsstedet, når Niels var væk, hvilket heller ikke har været problemfrit.
Den 22. januar 1823 sendte Niels Andersen Wildmann et brev til amtmand Christian Ludvig Stemann ved Randers Amt. Brevet var skrevet med ført pen, og der var vedlagt en vidneerklæring underskrevet af Niels’ arbejdsgiver, gårdejer Peder Qvorning, og en Jens Krestensen. At Niels både fik andre til at skrive for sig og inddrog sin husbond vidner om sagens alvor. Brevets fulde ordlyd kan læses nedenfor.
Om aftenen den 9. januar 1823 var Niels gået hjem for at se til sin kone og sine børn. Kort efter fik de besøg af Søren Skriver, der var tjenestekarl på en anden gård. Niels var træt og gik i seng, men blev omkring midnat hevet op af sengen af Søren Skriver, som holdt ham fast, mens Kirsten pryglede ham med en vævestok. De smed ham i seng igen for om morgenen igen at hive ham op, give ham tøj på – hvilket han ikke selv var i stand til – og sende ham på arbejde. Niels gik hen til sin husbond, som med egne øjne konstaterede voldens omfang og lagde ham i seng. Den gamle mand var forslået på arme, ben og fingre og måtte blive liggende i tre dage.
I brevet bad Niels amtmanden om at mægle mellem ægtefællerne og finde en løsning, og hans arbejdsgiver bakkede ham op. Peder Qvorning skrev, at Niels var en nidkær (pligtopfyldende), flittig og stræbsom mand, og at det var konen, der var problemet. Hun havde tidligere smidt ham ud uden nogen grund, og Peder Qvorning understøttede til fulde Niels’ forklaring. Amtmandens svarskrivelse lå desværre ikke i arkivbunken.
Det er uvist, om Niels og Kirsten genfandt den ægteskabelige lykke. Måske kan en nøjere gennemgang af amtsarkivet afsløre amtmandens reaktion. Måske blev parterne henvist til den lokale præst eller forligelseskommission. I hvert fald blev de ikke officielt skilt, men kan have valgt den pragmatiske løsning at leve hver for sig, så snart det blev muligt. Begge kom dog til at bo på aftægt hos datteren Mariane og hendes mand, Niels Sørensen Laursen, men det er uvist, om det var samtidig.
Folketællingerne eksisterer ikke mellem 1801 og 1834, og til- og afgangslisterne er ikke fuldstændige. Vi ved dog, at Niels Andersen Wildmann døde som 76-årig i 1830. Han boede da på aftægt hos svigersønnen, som også anmeldte døden til skifteretten. Afdøde ejede ikke nok til at dække begravelsesomkostningerne, og arvingerne, som var ”fire myndige børn” – men altså ikke den efterlevende kone – var der ingenting til. Han blev begravet i Kristrup.
Om Kirsten også boede hos datteren og svigersønnen ved hans død ved vi ikke, men hun var der i hvert fald i 1834, da folketællingerne blev genoptaget, og hun blev boende til sin død i 1851. Aftægtskontrakterne gjaldt normalt til personens død, og da Kirsten overlevede sin datter, måtte svigersønnens nye kone affinde sig med at have forgængerens svigermor boende. Kirsten blev 91 år og blev begravet i Essenbæk. Det lykkedes ikke at finde skiftet efter hende.
Givetvis kan grundigere arkivstudier besvare spørgsmålet om, hvad der skete mellem Niels Andersen Wildmann og hans voldelige hustru.
Brevet til amtmanden
Underdanig Promemoria!
Sidstafvigte 8de dennes, gik jeg med Tilladelse af min Hosbonde Peder Qvorning heri Byen, hjem i mit Huus for at see til Kone og Børn. Kort efter min Hjemkomst indfandt sig Peder Fiskers Tjenestekarl Søren Skriver.
Jeg gik til Sengs uden at ahne Overfald i mit eget Huus, men istædet for Ron fandt jeg Uron.
Ved Midnats Tid, tages benævnte Søren Skriver fat paa mig, holder mig imedens min Kone pryglede mig med en stor Stok, saa jeg næsten tabte baade Førlighed og Bevidsthed og om Morgenen gjendte de mig ud efter at have iført mig Klæderne, hvilket jeg ei selv kunde.
Jeg fattige Mand er saaledes høilig forurettet af min Ægtefælle og vover derfor underdanigst at anraabe om Deres Høivelbaarenheds Bistand, og om andet ikke kan foretages, beder jeg at hun maa vorde indkaldt til med mig at møde for Deres Høivelbaarenhed, for om muligt med Deres gode Mægling at opnaa Enighed.
Hermed en Attest til Styrke for Rigtigheden af mit anbragte.
Christrup d. 22. Jan. 1823
Underdanigst
Niels Wildmann
m. f. P.
Høivelbaarne Hr. Amtmand v. Stemann.
– – – – –
Efter Begjæring af Huusmand Niels Wilmann bevidner og beediger Undertegnede, at han Torsdagen den 9de Jan. kom hjem fra sit Huus og angav, at hans Kone om Onsdag Aftenen havde slaaet ham og Peder Fischers Karl Sørren Skriver holdt ham medens hun slog med en Vævekjep, paa hans Arme, Been og Fingre. Han blev da meget daarlig, og maatte dog op af Sengen meget tidlig om Morgenen. Konen og bemeldte Sørren Skriver gjendte ham op af Sengen, og maatte trække Niels Wilmann i Klæderne, da han ikke selv kunde, og Niels Wilmann maatte dog, i hvor grusom han var behandlet, forføie sig i sin Tjeneste hos Peder Qvorning. Da han kom Hjem, lod han undertegnede for sig, og han maatte i Seng, thi han kunde ikke snart røre et Lem. Det var sørgeligt at see Manden; thi han var mishandlet grueligen, og Blodet sprang af Fingeren paa ham, og han maatte ligge i Sengen i tre Dage. At Manden skeer stor Uret er en Sandhed, og efter troværdige Mænds Sigende, har Niels Wildmann stedse været en Nidkjær, flittig og stræbsom Mand, som beviser at han ingen Grund har til at bortvise ham af Huset, som Hun efter Folkets sigende før ofte har gjort.
Dette attesteres med Eed om forlanges af Underskrevne
Christrup den 20de Jan. 1923.
Peder Qvorning. Jens Krestensen.
Kilder
Benny Nielsen: Benny Nielsens aner, u.å. (online)
Rigsarkivet i Viborg: Randers Amt, Indkomne breve, adskillige sager, Saggruppe N, 1823-1823, nr. 759.
Rigsarkivet i Viborg: Kirkebøger og folketællinger fra Kristrup, Lihme, Hald og Essenbæk på www.sa.dk.
Rigsarkivet i Viborg: Rougsø-Sønderhald-Øster Lisbjerg Herredsfoged, Skifteprotokol 1829-1831 på www.sa.dk.
