Vælg en side

Anholt Skole og Børnehave. Foto: Charlotte Lindhardt.

I 2019 fejrer Anholt Skole og Børnehave 100-året for indvielsen af øens skole på Ørkenvej. I den anledning har skolen og børnehaven bedt mig skrive en bog om øens skolehistorie, der rækker 280 år tilbage og omfatter en skole på Fyrgården ved Anholt Fyr.

”Barn af Anholt – 280 års undervisning og børneliv” handler om skolevæsenet, børnehaven og børnenes opvækst på en ø, som nogle gange kunne føles meget langt væk fra fastlandet og myndighedernes bevågenhed. I dag har internettet revolutioneret kommunikationen over lange afstande, men engang var breve sendt med først givne skibslejlighed (og det var ikke færgen) den eneste mulighed for at komme i kontakt med familie, venner og overordnede myndigheder.

Jeg har været på Anholt nogle gange for at finde kilder, interviewe folk og i det hele taget få en fornemmelse af, hvordan det er at bo på en ø midt i Kattegat med tre timers færgesejlads til fastlandet. Mit første besøg var i november 2017, og jeg var så fyldt af rejseglæde, at jeg piskede op og ned mellem cafeteriaet og dækket for at dokumentere alle aspekter af turen. ”Næh, havneindløbet i Grenå” og ”Se, vindmøller i havet! Dem må jeg have et billede af!” og ”Ih, nu er der bølger!” osv. Sådan fortsatte det også på de efterfølgende ture, for jeg faldt pladask for Anholt og indbyggerne.

Hvert besøg har været et eventyr, en rejse til et andet liv uden myldretidstrafik, storcentre og fremmede mennesker, der maser og skubber for at komme frem. På Anholt kender alle indbyggere hinanden, børnene leger over hele øen, og der er en anden tid og ro, for man kan alligevel ikke komme væk fra øen, før næste færge går, og det sker tidligst dagen efter.

Jeg kendte Anholts historie i forvejen, fordi jeg har skrevet om øens historie til leksikonværket Trap Danmark, men dengang var der ikke penge i budgettet til, at jeg kunne besøge øen. Det gav en helt ny dimension at være der. Derfor er Anholt også et yndet tema for forskere, og det må føles besynderligt at være så særlig, at man er et forskningsobjekt.

Derfor har jeg tænkt meget over, hvordan jeg skulle gribe det an. Det er noget helt andet at skrive en bog udelukkende baseret på historiske kilder end en bog, som går op til nutiden og indeholder levende folks erindringer. Det gælder både Anholt og de andre steder, jeg har skrevet om.

Folk skulle have tid til at vænne sig til tanken om at indgå i bogen, og de skulle vide, at jeg ikke var en del af sladderpressen med afslørende kapitler om, at nabo A ikke kan lide nabo B, at nabo C har bedraget Sønder Malleby Sparekasse osv. Sådanne historier skal behandles varsomt. Dér er det meget lettere at skrive om folk, der er døde for mange år siden. For eksempel indeholder ”Barn af Anholt – 280 års undervisning og børneliv” en historie om en præst, der gjorde tjenestepigen gravid, og der er en fortælling om smugleri fra Anholt Fyr – selvfølgelig med relevans for skolens historie.

Når nogen fortalte mig noget, der kunne være kontroversielt, har jeg derfor hver gang overvejet, om og i givet fald hvordan det skulle med. Både børn og voksne på Anholt viste mig stor tillid, og den tillid skal man huske at forvalte ordentligt. Når jeg er videre til det næste projekt, skal de, der har bidraget til bogen, stadig kunne bo og være i det samme samfund.

Alle fik mulighed for at se deres udsagn i bogen, og kun få havde ændringer. Hele bogen er blevet gennemlæst flere gange af skolelederen og andre særligt udvalgte, og nu, hvor der er 10 dage til udgivelsen, er jeg spændt på modtagelsen.

Bogens forside viser skolens elever på vej til svømmeundervisning i Kattegat. Foto: Charlotte Lindhardt.