Det var den sommer, hvor jeg fyldte 13 år. Jeg var ret stor i forhold til min alder og var både glad og stolt over at skulle være sammen med de andre, som tjente på gården Søndergaard. Der var en bestyrer, der hed Otto, en forkarl, der hed Hans, en andenkarl, der hed Peter. Desuden var der jo Niels, der var fodermester. Inde i huset var der tre tjenestepiger, Elna og Krista, som kun var der om dagen, og så var der Ingrid, som boede der.
Gården var firlænget med en stor hovedbygning – en meget stor nybygget lade i mansardstil med to store grønmalede porte i hver ende. Der var så en længe i forbindelse med laden. Her var kreaturstald, hvor der var 56 stykker kvæg, hvoraf de 18 var malkekøer. Længen i modsatte side var stald til alle hestene, som der var 14 stykker af – og i forbindelse hermed var der karlekamre. I det største kammer var der plads til to, og det var så der, at jeg skulle bo sammen med Niels. Det var jeg glad for, for han var både flink og munter. Sengen var som en stor trækasse med høje gavle – i bunden var der et tykt lag halm på ca. 25 cm. Derover var der en underdyne og øverst en meget tung overdyne. Imellem sengekasserne stod et bord af træ, og i bordpladen var der skåret et utal af bogstaver og navne på de karle, der havde boet der i årenes løb. Karlekammerskabe var noget, alle selv havde medbragt. Det var så kutyme, at man lånte hest og vogn, når skabene skulle transporteres. Min farmor havde foræret mig et dejligt skab, som jeg nu fik lov til at hente.
Det var nu blevet 1. april, og jeg var meget spændt på, hvad jeg skulle i gang med den første dag. Det begyndte med morgenmad klokken 7 – havregrød. Her fik jeg for første gang lejlighed til at hilse på bestyrer Otto, som sagde: “Du skal så være tredjekarl her på gården.” Det kom faktisk til at passe, for det meste af det arbejde, som jeg blev sat til, var helt på lige fod med de andre. Efter morgenmaden, som også blev kaldt ‘dower’, gik turen over til hestestalden. Her pegede Otto på tre af de mange heste og sagde, at det var dem, som jeg altid skulle bruge. Deres navne var Blits, Max og Sofus. Det var meget flotte, jyske heste, der havde en farve som nybagte boller. Deres manker og haler var lyse.
“Derovre på væggen hænger seletøjet. Så gør du bare som de andre to hold og tager med dem ud i marken. Og spænder for harven.” Heldigvis var de to andre meget flinke til at hjælpe mig i gang. Det var sejt at traske i den bløde muld og samtidig styre tre heste i hele fire timer. Det værste var dog, at der ofte kom jord og småsten i mine træsko. Klokken 12 var der middagsmad i folkestuen. Og lyden af fem mænd i jernbeslåede træsko, der hastigt vandrede over den brolagte gårdsplads, var enorm. Ved det lange bord var alle mødt frem: De to gamle fruer, tre tjenestepiger, fire karle og en bestyrer. Karen bad bordbøn – derefter blev der ikke sagt et eneste ord under middagen. De eneste lyde, der kunne høres, var tik-tak. De kom fra det store bornholmerur, der stod ovre i hjørnet, eller hvis der var nogen, der smaskede eller lavede støj med bestikket. Det gjaldt også om at spise hurtigt, for den resterende tid skulle bruges til middagshvil.
Om eftermiddagen skulle der køres kålrabier ind ude fra roekulen, og da det havde været en meget hård og streng vinter med frostgrader helt ned til ÷40oC, var alle roerne frosne og var ved at gå i opløsning med en ulidelig stank til følge. De var slet ikke egnede til foderbrug. Resultatet blev da også, at samtlige kreaturer fik maveonde og sked, så det kunne være risikabelt at færdes i stalden.
Før jeg kom til Søndergaard, sagde de mennesker, som jeg talte med, at det kunne jeg være glad ved, for der får man virkelig noget godt at spise. Det passede bare ikke. Mindst en gang om ugen fik vi råddent flæsk, der var hentet op fra et saltkar i kælderen. Lagen var harsk og næsten helt sort, senere viste det sig, at der var druknede mus nede på bunden. Når det blev stegt, kunne den ildelugtende os lugtes langt ud på gårdspladsen.
Karen Søndergaard var nok et rart og venligt menneske med tilknytning til Indre Mission, men hun var rædselsfuld at se på. Når jeg var kommet fra skole, skete det ofte, at der var en halv time inden middagen, og den tilbragte jeg gerne hos pigerne i køkkenet. Karen var et sygt menneske, der var hårdt ramt af astma, og det kunne høres, at hun havde besvær med vejrtrækningen. Hun var rødhåret. Håret var normalt samlet i en stor knude i nakken, men når hun stod ved det store komfur i køkkenet og var iført en snavset, gammelrosafarvet underkjole og med en kraftig hårfletning, der hang langt ned ad ryggen, og hun havde en stor, krum næse, der ragede helt ned, når hun søbede af de skeer, der sad i gryderne – så kunne jeg godt tabe appetitten.
En dag skulle vi have rød saftsuppe, og jeg troede, at det var rosiner, der var blandet i, men pludselig blev jeg klar over, at det i stedet var døde fluer i snesevis. Så kiggede jeg efter, hvad de andre gjorde ved det. Otto havde skubbet dem op på kanten af sin tallerken, og da der ikke var plads til flere, røg resten ud på dugen. Niels kastede alle sine ud på dugen. Peter gjorde sig interessant ved at fiske en stor spyflue med skeen, løftede den højt op og knuste den imellem tænderne. Som sædvanlig blev der heller ikke løsnet et eneste ord under den middag.
Søndergaard, som gården så ud i 1956. Den ligger lidt syd for Hundborg. Mit værelse lå over hestestalden øverst i længen til højre. Foto: Danmark set fra luften. Det kongelige Bibliotek.
Om Tage Bak Andersen
Tage Bak Andersen er født i 1929 i Hundborg som den ældste af tre søskende. I erindringsbogen “SOM DET VAR – Min opvækst og ungdom i Thy og Vestjylland fra 1929 til 1949” fortæller han om sin opvæksten, hvor han tidligt kom ud at tjene på forskellige gårde, sin læretid i en købmandsgård, om Hundborg under Besættelsen og om, hvordan han forelskede sig i en af de unge tyske piger, der blev indkvarteret i byen efter krigen.
Bogen kan købes i webshoppen.