Vælg en side

Palle Ove Christiansen: Den legende borgermand. En embedsmands oplevelser i billeder, fotos og ord 1865-1948. Forlaget Vandkunsten 2016, 160 sider. Illustreret. ISBN 978876954130. Pris: 250,00 kr.

Boganmeldelse

Palle Ove Christiansen har skrevet en fremragende bog om sin farfar, Georg Alexander Christiansen, der livet igennem skrev dagbøger, tegnede og malede. Den legende borgermand. En embedsmands oplevelser i billeder, fotos og ord 1865-1948 udkom før jul på Forlaget Vandkunsten, og bogen kan varmt anbefales.

Dr.phil. Palle Ove Christiansen arbejdede i mange år hos Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek, og han beskæftigede sig især med folkeminder og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Blandt hans tidligere udgivelser er De forsvundne. Hedens sidste fortællere, der udkom i 2011, og hvor forfatteren beskrev livet på den midtjyske hede, som det så ud for Evald Tang Kristensens informanter sidst i 1800-tallet.

Denne gang er fokus flyttet til København og en lidt højere socialklasse. Vi følger Georg Christiansen, der var embedsmand ved Det Kongelige Assistenshus, som var en offentlig pantelånervirksomhed. Familien var rimeligt velhavende, men faderen gik fallit pga. en bedragerisk sagfører. Den unge Georg levede dog ved hjælp af gode venner et ret frit liv, der havde elementer af en flanørtilværelse. Han begyndte tidligt at føre dagbog, som han indsatte tegninger, billetter, menukort m.m. ind i. På den måde er hele hans tilværelse bevaret – fra tidlig ungdom til sen alderdom.

Georg Christiansen blev gift med Vilhelmine. Ægteskabet var præget af hendes strenge livssyn, der også satte sine spor hos børnene. Imidlertid er det ikke i dagbøgerne, forfatteren har fundet beskrivelsen af deres samliv, men i familieoverleveringen. Dagbøgerne berørte sjældent problemer og stort set heller ikke de historiske begivenheder, der skete undervejs. Krig og ulykke hørte ikke hjemme i Georg Christiansens univers, og Palle Ove Christiansen antyder, at maleriet og dagbøgerne sommetider blev en virkelighedsflugt.

En embedsmands oplevelser i billeder, fotos og ord 1865-1948 bringer minder om Benjamin Jacobsens klassiker Midt i en klunketid, og selv om dagligdagen er knap så festlig og tumultarisk hos Georg Christiansen, er det et andet indblik i samme tidsperiode beskrevet med etnologens øjne og familiemedlemmets nedarvede historie. Palle Ove Christiansen skriver, at det kan være vanskeligt at bevare forskerens nøgterne blik over for et familiemedlem, men det er et vilkår for alle, der skriver om deres egen eller slægtens historie. Min holdning er, at anmelderne skal være meget forsigtige med at vurdere en bog ud fra, om forfatteren er beslægtet eller ej, for alle forfattere kan falde i den fælde, at de bliver for involverede i deres emne. At Palle Ove Christiansen i dette tilfælde er barnebarn af bogens hovedperson er en fordel, fordi han har kunnet kombinere sin etnologiske og metodiske viden med det store kildemateriale og familiens baggrundsviden.

Palle Ove Christiansen forstår at vise sin farfars dagligdag, at fremhæve det usædvanlige og at vise detaljen uden at fortabe sig i den. Et langt livs dagbøger kan være vanskelige at formidle, og det må have været svært at vælge mellem de mange illustrationer og billeder, som familien har hæget om i syv årtier. Bogen er gennemillustreret og i en god kvalitet, så det er muligt at nærstudere detaljerne i Georg Christiansens dagbogsnotater og billeder. Derudover er bogen særdeles læseværdig, og forfatteren evner at gøre Georg Christiansens liv interessant for os.

Selve indbindingen er sjældent noget, der har anmelderens interesse. Det er indholdet, der tæller, og holdninger til bogindbinding (jeg undskylder på forhånd til alverdens dygtige bogbindere) handler mest om, hvorvidt bogen ser ud til at være pæn og af god kvalitet. Her må indbindingen dog fremhæves. Bogen er forsynet med et glittet smudsomslag, der præsenterer Georg Christiansen siddende med sin hund og sit staffeli. Ryggen og bagsiden er holdt i mørkeblå farver. Det er meget indbydende. Endnu bedre bliver det, når smudsomslaget tages af, og der åbenbarer sig en marmoreret indbinding i blå og brune farver samt en brun ryg med guldskrift – præcis som bøgerne så ud på Georg Christiansens tid. Det er godt tænkt.

God læselyst!