Vælg en side
Tilbud

Hvad er et kulturmiljø?

Original price was: 199,00 kr..Current price is: 100,00 kr..

Hvad er et kulturmiljø?
Af Per Grau Møller – under medvirken af Morten Stenak
126 sider, farveill., paperback.
Pris: 199 kr. (+ evt. porto)

Hvad er et kulturmiljø?
Af Per Grau Møller - under medvirken af Morten Stenak
126 sider, farveill., paperback.
Pris: 199 kr. (+ evt. porto)

Lektor Per Grau Møller ved Syddansk Universitet er forfatter til Hvad er et kulturmiljø?, der handler om identifikation og udpegning af kulturmiljøer. Per Grau Møller tager udgangspunkt i landskabets karakter som et kulturlandskab. Langt de fleste steder kan historien stadig erkendes med de rigtige briller på, og vi kan tale om et kulturmiljø. Den officielle definition af et kulturmiljø er ”et geografisk afgrænset område, der i sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling”. Det vil f.eks. sige en landsby, et herregårdsmiljø, en stationsby eller et institutionsområde, hvor den historiske oprindelse og udvikling stadig er tydelig.

Alle kommuner er lovmæssigt forpligtede til at udpege kulturmiljøer. Hos enkelte er dette arbejde endnu ikke iværksat, men en status fra 2021 viste, at opfattelsen af og afgrænsningen af kulturmiljøer er meget forskellig. Arbejdet med kulturmiljøer er en fortløbende proces, både i forbindelse med udpegning, men senere også i bevaring og evt. videreudvikling. Derfor har Per Grau Møller med 16 eksempler fra hele landet skrevet en grundig indføring i, hvordan disse kulturmiljøer kan erkendes i landskabet. Alle eksempler ledsages af mange illustrationer i form af historiske kort, dronofotos og nærbilleder.

Bogen henvender sig til fagfolk som landskabsarkitekter, planlæggere, geografer og museumsfolk samt politikere, bevaringsforeninger og andre historisk interesserede. I den metodiske fremstilling gennemgår forfatteren forskellige kulturmiljøtyper. Ud fra historisk kortmateriale og dronefotos kan man se landskabets udvikling, mens nærbilleder viser detaljer fra de forskellige kulturmiljøer. I eksemplerne diskuterer Per Grau Møller også graden af bevaringsværdi. Der er ikke nogen facitliste for udpegninger, men mange faktorer spiller ind i de valg, der skal træffes, før noget udpeges som kulturmiljø i en kommuneplan, herunder graden af bevaring. Men stort set alt kan erkendes som et historisk kulturmiljø, der lever op til definitionen. Derfor har han heller ikke udvalgt de smukkeste eller mest repræsentative eksempler, men veksler mellem velbevarede og delvis bevarede kulturmiljøer.

Hvad er et kulturmiljø? bringer eksempler fra herregårdsmiljøer, landsbyer, købstæder, sommerhusområder og inddæmmede landskaber, sidstnævnte med bidrag fra kulturgeograf og ph.d. Morten Stenak.

Per Grau Møller (f. 1955) er cand.mag. i historie og middelalderarkæologi fra Odense og Aarhus Universiteter samt lic.phil.  i historie fra Odense Universitet i 1988 med afhandlingen Fra landsby til soveby. Landbebyggelsen og dens økonomiske og kulturlandskabelige forudsætninger på Fyn ca. 1770-1965. Han har siden beskæftiget sig med landskabs- og landbrugshistorie, fra 1997 til 2000 som leder af forskningscentret Foranderlige Landskaber – Center for Strategiske studier i Kulturmiljø, Natur og Landskabshistorie, og fra 2008 til 2015 som studieleder på historiestudiet ved Syddansk Universitet. Han har bl.a. været formand for Landbohistorisk Selskab og medlem af repræsentantskabet for Dansk Center for Byhistorie. Per Grau Møller har bidraget med adskillige videnskabelige publikationer inden for landbrugs- og landskabshistorie, bl.a. om brugen af historiske kort i landskabshistorien og om kulturmiljøer, hvor han har været med til at udvikle begrebet.

Fagbladet GEOFORUM bragte i deres maj-nummer 2023 (nr. 244) en glimrende artikel om kulturmiljøer og Per Grau Møllers nye bog "Hvad er et kulturmiljø?". Derudover er der et fint portræt af forfatteren, som har beskæftiget sig med kulturmiljøer og landskaber i mange år.
Se mere side 4-7 og 23.
https://issuu.com/geoforum5/docs/geoforum_244

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Vær den første til at anmelde “Hvad er et kulturmiljø?”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *