Under 2. Verdenskrig var der også mange civile ofre i Danmark. Mest kendt er fejlbombningen af Den franske Skole i København, men der var også andre episoder. Den 7. januar 1945 omkom 30 mennesker, og 48 blev såret, da flere passagertog i Sønderjylland og på Fyn blev bombet og beskudt af amerikanske jagerfly. Min farfar var blandt de omkring 50 sårede.
Da min farfar døde som 90-årig, havde han stadig en kugle siddende i ryggen. Vi børnebørn var som små meget fascinerede af dette. I mine øjne var det nærmest som at være i familie med en cowboy eller krigshelt, og fascinationen over dette fænomen var for os børnebørn langt større end erkendelsen af, at han og min farmor havde været i livsfare, og at de var heldige at overleve en af 2. Verdenskrigs store civile katastrofer i Danmark.
Det er 75 år siden, at amerikanske jagerfly den 7. januar 1945 mellem kl. 12 og 13 angreb adskillige tog på Fyn og i Sønderjylland. Angrebene fandt sted ved bl.a. Haderslev, Vojens, Aarup og Snestrup. I alt omkom 30 mennesker, og omkring 50 blev sårede. Både togpersonel og passagerer var blandt de dræbte og sårede.
I Fyens Stiftstidende fra 8. januar 1945 – dagen efter angrebet – stod, at gårdbestyrer Rs. Schou var blandt de lettere sårede. Rasmus Jørgen Skov (1910-2001) var min farfar, og han bestyrede på det tidspunkt en gård i Vigerslev. Jeg kan ikke længere huske, om det var samme gård, som han senere kom til at eje, men det er heller ikke det vigtigste.
Når min farfar genfortalte historien, lød den nogenlunde sådan: Han og min farmor var forlovede, og de var på vej over Fyn med toget. De var nået til området omkring Villestofte og Snestrup ved Odense. Min farfar sad ud mod vinduet, da han fik øje på nogle jagerfly, der fløj meget lavt. Han råbte, at folk skulle dukke sig, fik hevet min farmor ned på gulvet og lagde sig over hende.
Da bombardementet var overstået, var der fire døde og flere sårede. Min farfar var blevet ramt af et projektil eller et bombefragment i ryggen og blev bragt til sygehuset i Odense. Det var den korte udgave, vi børnebørn fik, og han fyldte ikke ud med mange detaljer. At han kun var lettere såret var så meget sagt, for han lå på sygehuset et stykke tid, og lægerne turde ikke operere kuglen ud, fordi den sad for tæt på rygsøjlen til, at der var risiko for lammelse. Min farfar fik, så vidt jeg husker, ingen mén, men blev senere gårdejer og levede et meget aktivt liv, hvor han gik på jagt og var frivillig brandmand.
Allierede bombninger af civile var undtagelsen i Danmark. De fleste andre beskydninger skete som regel, når de allierede fly var på vej til eller fra bombetogter i Tyskland, medmindre der var tale om angreb mod vigtige tyske militærposter.
Min farfar mente, at amerikanerne havde taget fejl af togene og troede, at de beskød tyske troppetransporter. Han lød ikke bitter, overhovedet ikke, han var taknemmelig for at overleve. Måske med en erkendelse af, at Danmark var besat, og at hans og min farmors oplevelse blot var en del af dagligdagen. Han var heller ikke en del af modstandsbevægelsen, men passede sit eget, og bombardementet den 7. januar 1945 var det nærmeste, han kom krigshandlingerne.
Kilder
Fyens Stiftstidende 8. januar 1945.
Nationalmuseet, Faren fra luften, 2011.