MOD NATTEN BRØD

Mod natten brød solens himmelkugle
en forårsmorgen så smuk og mild.
Fra syd kom mørke og motorfugle,
alting forandredes i april.
Forgæves kampe mod Værnemagten,
ved grænsen faldt unge brave mænd,
mens fjendens fødder holdt fast i takten
med vold og ufred som følgesvend.

Hvad må man mene og tro og tænke?
En verden knust under Hitlers hånd,
som bandt et folk i sin stramme lænke,
men gav fortabt til den danske ånd.
Hold jer i ro, lød det ud til folket,
mens landets byer blev mørkelagt.
En adlydt ordre, men snart fortolket
som Danmarks død og en djævlepagt.

Et stille håb og en indre modstand
symboliseret ved kongens ridt.
Med sangens styrke og budskab stod man
på fælles grund, tog de første skridt.
Censur og forbud mod sammenstimlen,
et trodsigt forsvar mod magt og vold,
da tusind stemmer steg op mod himlen
og sang om frihed og sammenhold.

En drengestreg eller sabotage?
En enkelt dumhed og overmod?
I nattens skærmende camouflage
betalte helte med hjerteblod.
På tværs af skel spurgte mand og kvinde:
Hvad er mit liv og min frihed værd,
hvis vores samfund skal spærres inde?
– og langsomt rejstes en modstandshær.

På havet kæmper den danske sejler,
fra England kommer der sendebud,
når London kalder, og flyet pejler
med hjælp til Ellen, Johan og Knud.
Med bank på døren og støvletrampen
blev tusind hentet til vold og død.
I tavse strejker tog folket kampen
og adlød ikke, når tysken bød.

En natteflugt i en båd på Sundet
i frygt for vagternes varselsråb.
Et liv gik tabt og et andet vundet
til uvis skæbne og nye håb.
Så mange ofre, blot silhuetter
af mænd og kvinder, kom aldrig hjem.
Først efter fem lange vinternætter
stod solen op og brød atter frem.

Tekst: Charlotte Lindhardt, 2019
Melodi: Klaus Brinch, 2019

SE OGSÅ …

New Products

Our Blog