En husmors hverdag i hine tider. Kilde: Ukendt.
Hvem husker ikke Raquel Rastennis slager, Heksedansen, fra 1960, om husmoderens daglige pligter? Her kommer mutter med kost og spand – i en evig hektisk arbejdsdag for at holde hjemmet rent, gøre huset parat til højtiderne og opdrage børnene? Før ligestillingen blev et begreb, og det var helt utænkeligt, at manden tog barselsorlov, var det kvindens lod at tage sig af alt hjemme, mens manden var hovedforsørger.
I erkendelse af, at husmoderen ikke kunne klare pligterne, hvis hun blev syg eller lå i barselsseng, foreslog foreningen Danske Kvinders Samfundstjeneste i 1940 at indføre husmoderafløsere. Dette var både til gavn for trængte familier, men også det første tegn på, at de gamle familiemønstre var under opbrud. Ordningen skulle nemlig også afhjælpe den store arbejdsløshed, der var blandt udearbejdende kvinder.
Nogle kommuner indførte ordningen i besættelsesårene 1940-1945, og målet var hovedsageligt at hjælpe mindrebemidlede familier. Ordningen var frivillig, indtil loven om husmoderafløsningen blev vedtaget 12. april 1949 under Hans Hedtofts socialdemokratiske mindretalsregering. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Danmarks Kommunistiske Parti, Det Konservative Folkeparti og Danmarks Retsforbund stemte for, mens Venstre stemte imod, da ordningen ville betyde øgede offentlige udgifter.
Husmoderafløseren var en mellemting mellem en husassistent – datidens stuepige/tjenestepige – og en sygeplejerske, og hun tog sig af alt det huslige samt lidt omsorgsarbejde: rengøring, tøjvask, indkøb, børnepasning og eventuelt pleje af den syge husmoder.
Aflønningen af husmoderafløsningen var et kommunalt anliggende, og husmoderafløserne var organiserede i Husligt Arbejder Forbund. Kvinderne havde som regel erfaring som tjenestepiger, sygeplejere og lignende, og desuden skal vi huske, at både piger og drenge dengang tidligt hjalp til hjemme, og derfor var blev pigerne naturligt oplærte til at klare hjemmets opgaver. I 1955 begyndte Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) at tilbyde en egentlig uddannelse som husmoderafløser. Det foregik som aftenkursus, således at dagtimerne stadig var ledige til at passe et arbejde.
I nogle kommuner havde husmoderafløseren en uniform; fx i Esbjerg, hvor den bestod af en blå kjolekittel med hvidt forklæde. Det var hovedsageligt i købstadskommuner, at ordningen vandt indpas, men efterhånden kom flere landkommuner til. En af dem var Snejbjerg vest for Herning. Det er ikke noget, der fylder meget i arkiverne, men i midten af 1950’erne indrykkede kommunen flere avisannoncer for at søge husmoderafløsere til trængte familier. I annoncen stod intet om kvalifikationer og løn; kun at man skulle sende ansøgningen til kommunekontoret.
Det var ikke kun børnefamilier, som husmoderafløserne hjalp, men også ældre mennesker og handicappede, der ikke kunne få plads på et plejehjem. I 1957 opstod begrebet hjemmehjælper, og fra det tidspunkt blev var det hjemmehjælperne, som tog sig af de ældre og handicappede. Da husmoderafløserordningen gradvist ophørte, fortsatte mange husmoderafløsere som hjemmehjælpere.
Husmoderafløserjobbet lader til at have været et af de erhverv, der ikke har sat sig store spor i kilderne og den offentlige debat. Det skal man ikke tage for andet, end at det var tidens tankegang. Det var helt naturligt, at andre kvinder trådte til, når familiens kvindelige overhoved var forhindret . Det ser man også i jobbet som husholderske, hvor kvinder var beskæftigede hos enlige mænd eller enkemænd med eller uden børn, således at de hjemlige rammer var i orden. At blive gift, få børn og være en dygtig husmoder var det, de fleste kvinder stilede efter. Det var sådan, man gjorde.
Kilder
Forbundet af Offentligt Ansatte: https://www.foa.dk/forbund/om-foa/foas-historie
Gerda Kampmann: Loven om husmoderafløsning, i: Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 88, 1950: https://tidsskrift.dk/nationaloekonomisktidsskrift/article/view/60444/84188
Danske arkiver på www.arkiv.dk