Fra en henrettelse i England i 1685. Henrettelser var offentlige og trak mange tilskuere til.
Nogle begivenheder er midt i deres grusomhed så uvirkelige, at de med tiden bliver til romantiserede fortællinger, der næsten forklarer og forsvarer personerne bag de onde handlinger. Sådan er det med historien om Anne Helene og mordet på præsten Johan Hornemann i Kerteminde. I 1731 blev han slået ihjel af sin kone og hendes elsker – og da hans hustru var en ung præstedatter fra Brenderup, fik sagen en meget celeber karakter, der ville have egnet sig fortrinligt til nutidens sensationsjournalistik og BREAKING-dækning hos medierne.
Anders Lauritsen Hviid var præst i Brenderup sogn på Nordfyn fra 1715 til 1761. Han var gift med sin forgængers datter, Ane Margrethe, og havde dermed efterfulgt sin svigerfar, Ernst Gynther Helm, i embedet. Anders og Ane Margrethe fik i 1704 en datter, som blev døbt Anna Helena, men i eftertiden kaldet Anne Helene.
Da Anne Helene blev voksen, forelskede hun sig i sin fætter, Laurits Mørch, der studerede og boede i Odense. Følelserne var gengældte, men af en eller anden grund blev det ikke til ægteskab. Ifølge sagnet var hendes forældre imod, og desuden havde en mere passende frier allerede meldt sig. Det var den 40-årige præst i Kerteminde, Johan Hornemann.
Set ud fra datidens perspektiv var sognepræsten i Kerteminde den mest attraktive kandidat. Han sad allerede i en fast stilling i et godt købstadssogn, og parterne var ligeværdige: en præst og en præstedatter. Derimod var fætteren Laurits Mørch studerende – formentlig teologi, men endnu var denne fremtid ikke sikret.
Ifølge sagnet var Anne Helene på det tidspunkt 17-18 år, fætteren måske nogle år ældre, mens Johan Hornemann skulle have været 43 år. Aldersforskellen har været med til at romantisere historien og gøre mordofferet Hornemann til en skurk; en gammel gris, der eftertragtede en ung pige. Sådan er historien imidlertid ikke. Anne Helene blev født i 1704, og Johan Hornemann var fra 1690. Ved brylluppet i 1730 var hun dermed 26 år, og han var 40 – en helt anden aldersforskel og meget almindelig i en tid, hvor det i øvrigt også stadig var skik, at yngre præster giftede sig med ældre præsteenker for at få et embede.
Aldersforskellen på 14 år var – og er heller ikke i nutiden – noget særligt. Tværtimod var Johan Hornemann en mand i sin bedste alder, mens Anne med sine 26 år for længst burde have været gift. Måske skyldtes hendes forældres modstand mod fætteren, at udsigterne til et bryllup ikke var alt for lyse, og Anne Helene var efterhånden at regne som hjemmeboende gammeljomfru. Det viste sig, at Anne Helene og Laurits var hemmeligt forlovede, men den forbindelse måtte brydes.
Johan Hornemann og Anne Helene Andersdatter Hviid blev gift i 1730. Ægteskabet var dog hurtigt overstået, for 19. marts 1731 blev Johan Hornemann fundet død i præsteboligen i Kerteminde – i en stor blodpøl for foden af trappen fra hans studerekammer. Liget var arrangeret med en lysestage nær den ene hånd og en ølkande i den anden; som om han ville op efter en forfriskning om natten. Alt tydede dog på, at han var blevet slået ihjel i sin seng og derefter smidt ned ad trappen.
Anne Helene blev arresteret, og retten blev sat i Kerteminde, hvor der blev fremlagt bevis på, at hun havde ønsket sin mand død. Det viste sig, at hun havde lovet Anders Risom, der var kirurg i Kerteminde, 100 rigsdaler, hvis hun kunne få noget gift til at tage livet af sin mand med. Det var ikke bare rygter. Hun havde været så letsindig at nedfælde sit forehavende på skrift og sendt Anders Risom et brev: ”I må være meget hårdhjertet, siden I ikke vil føje mig i det, vi sidst talte om.” Desuden havde hun givet kirurgen en diamantring som udbetaling for giften, og hun havde fået sin fars og svogers underskrifter forfalskede som kaution for de 100 rigsdaler.
Anders Risom vidste åbenbart ikke, hvad han skulle stille op, så han gik til Hornemanns kapellan, Morten Boesen, som igen gik til rådmand Schjødtz. De to blev enige om, at kapellanen skulle tale med præstens kone og få opklaret sagen, mens rådmanden skulle rejse til Brenderup for at tale med hendes far og få hende bragt hjem, inden der skete en ulykke.
Resultatet af Boesens samtale blev, at Anne Helene undskyldte og forlangte ringen og brevene tilbage. Det ville Boesen ikke være med til, og han beholdt de senere beviser. Rådmand Schjødtz fik intet andet ud af sin samtale med Anne Helenes far end et brev til datteren med formaning om, at hun skulle frygte Gud og ikke gøre noget ondt. Det kommende mordoffer var der ingen, der talte med. Kapellanen vidste ikke helt, hvordan han skulle gribe en sådan samtale an, men nu var alt jo også godt – i hvert fald indtil Hornemann nogen tid senere blev fundet død.
Anne Helene blev 19. november 1731 dømt ved Kerteminde Byting. Hun nægtede stadig alt, så dommen lød på, at hun ved ed skulle sværge sin skyld eller uskyld, og hvis ikke hun ville det, skulle hun henrettes.
Dommen blev appelleret, og nu blev Laurits Mørch også arresteret – umiddelbart efter, at han havde prædiket i Middelfart Kirke. Allerede under den første retssag var der fremlagt beviser på hans medvirken. For det første skulle han til bekendte i Odense have sagt, at der i Kerteminde var en kvinde, som han havde i sit hjerte og sin hånd. For det andet kunne flere vidner bekræfte, at Anne Helene og Laurits havde sendt breve frem og tilbage til hinanden, mens hun var gift, og endelig kunne flere vidner fortælle, at Laurits havde været i Kerteminde på mordnatten, hvor tjenestepigen havde også hørt nogen banke på vinduet.
Endelig tilstod parret. Anne Helene fortalte dog, at det var Laurits, der havde begået drabet, og at hun selv var ganske uskyldig. Laurits derimod sagde, at nok havde han slået Hornemann ihjel, men det var efter Anne Helenes ordre, og hun havde hjulpet med at kaste liget ned ad trappen. Det var også hende, der havde skiftet de blodige lagner i den seng, hvor drabet var sket.
Retssagen var et tilløbsstykke. Appelretten blev holdt i Odense, og byens borgerskab strømmede til for at svælge i den skandale, der udspillede sig. Mange kvinder fattede sympati med den unge præstedatter, selv om det også vakte en vis forargelse, at hun til et af retsmøderne havde pyntet sig med et tørklæde. Under retssagen lykkedes det i øvrigt Laurits Mørch at flygte fra arresten, men han blev bragt tilbage igen. Det var også i løbet af retssagen, at Anne Helene fødte en søn, der fik Hornemanns efternavn. Vi kender ikke drengens skæbne, men Anne Helene og hendes elsker blev halshugget i Odense 4. december 1732, og ifølge overleveringen stod hendes far, sognepræst Anders Lauritsen Hviid, og spiste øllebrød, mens han roligt kiggede ud af vinduet, ned på henrettelsespladsen.
Naturligvis blev sådan en begivenhed omgærdet af mystik og forundring. Da skandalen havde lagt sig, begyndte konspirationsteorierne – bl.a. om aldersforskellen mellem Hornemann og Anne Helene. Fortællingen om den morderiske præstedatter blev også genstand for et teaterstykke forfattet af en af Brenderup sogns senere præster, Sigurd Thranæs. ”Anne Helene” blev uropført i 1951 på Aalborg Teater med Holger Juul Hansen (ganske rigtigt: bankdirektør Varnæs i Matador) i rollen som Laurits Mørch og de mindre kendte skuespiller Kirsten Jessen og Irwin Hasselmann som henholdsvis Anne Helene og Johan Hornemann.
Kilder
C. H. Andersen: Anne Helene, København 1966.
Charlotte Lindhardt: Brenderup Kirke 1916-2016, 100 år med selveje, Ejby 2016.
S. V. Wiberg: Personalhistorie, statistiske og genealogiske bidrag til en almindelig dansk præstehistorie, Bd. 1-5. Odense 1870-1878. Findes også som netudgave.
Anne Helenes dåb i kirkebogen fra Brenderup sogn.