Min yndlingsbog, da jeg var lille, var Glade Git. Foto: Charlotte Lindhardt.

Da jeg lige havde lært at læse, gav min mormor mig en bog, hun havde købt brugt. Omslaget var lysende blåt, og forsiden var prydet af en yndig lille pige med en kattekilling i favnen. Bogen var Glade Git af Rose Verner. Jeg læste den igen og igen. Hovedpersonen var pigen Git, som vi fulgte fra fødsel og op til de tidlige teenageår. Hun var enebarn og boede i en bungalow. Fortællingen startede i 1930’erne, for Besættelsen var også en del af bogen, og som jeg huskede det, blev Git på en uskyldig måde involveret i uddeling af illegale blade. Jeg elskede den bog. Her var en pige, der var klog og handlekraftig, ikke bare en noksagt, der blindt fulgte en gruppe.

Bogen forsvandt for mig under en flytning, men jeg blev ved med at tænke på den. Selv om andre emner og bøger begyndte at fylde mine bogreoler, huskede jeg tilbage på Git, der på en eller anden måde blev en tidlig rollemodel for mig. Jeg huskede historierne, kunne næsten huske dialogen og rækkefølgen. For nogle år siden fandt jeg bogen antikvarisk, og jeg købte den til en eller anden vanvittig pris, men jeg skulle bare have den. Jeg kastede mig straks over Glade Git igen, og der var stor gensynsglæde – iblandet en endnu større forundring, for nogle af historierne var slet ikke med i bogen. Jeg undersøgte, om jeg havde købt en forkert udgave, men det havde jeg ikke. Min glæde over Glade Git havde foranlediget min fantasi til selv at digte videre, og eftersom bogen havde været væk i mange år, havde historierne plads til at vokse uhæmmet. Det gjorde ikke læsefornøjelsen mindre, tværtimod. Jeg havde jo stadig mine fiktive historier inde i hovedet, og jeg kunne uden videre sætte den rigtige Glade Git ind i min verden.

Det er det, en god fortælling kan. Uanset om det er rigtige begivenheder beskrevet i en historisk fagbog, dramatiseret i en historisk roman eller genfortalt i en film eller ved et foredrag, eller om det er en fiktiv fortælling i en pigebog fra 1946, så kan poesien ved det skrevne ord eller dramaet i en begivenhed sætte fantasien i gang. Hvordan var det at vokse op som Glade Git? Hvordan var det at leve i 1850’erne? Hvordan mon det ville have været at være til stede ved en historisk begivenhed? Vidste man overhovedet, at det var historisk, da det skete?

Derfor er det vigtigt at skrive og udgive bøger – uanset om det er historiske bøger baseret på fakta eller skønlitterære fortællinger om fiktive mennesker eller fantasiverdener. Bøger fortæller om en verden, og de skaber en ny verden.

I øvrigt fandt jeg også ud af, da jeg nu alligevel var i gang med at nedbryde illusionerne om Glade Gits eventyr, at bogen slet ikke var skrevet af en nydelig dame, der hed Rose Verner. Næh, navnet var pseudonym for Axel Bræmer (1902-1959). Jeg har ikke kunnet finde mange oplysninger om ham, bortset fra at han var folklorist og skrev flere børnebøger, bl.a. Raske Rita, der må have været Glade Gits kusine. Uden at vide det, var Axel Bræmer med til at forme min fantasi og forestillingsevne, og nu bliver Glade Git stående på min bogreol.