Den sidste offline-generation med das i gården

Mine bedsteforældres husmandssted i 1957. Min mormor og morfar, Arne og Jørgine, står på marken, der senere blev inddraget til køkkenhave.

Mobiltelefoner og internet var ikke en del af min barndom. Jeg blev født i 1972 og voksede op med en grå, fastnettelefon med drejeskive derhjemme og mønttelefoner i gaderne. Telefonen stod i stuen og blev brugt med omtanke. Når jeg cyklede ud til mine bedsteforældre, hvor begge hold boede på landet 10-12 km væk, var der ingen bekymrede opkald fra forældre, som ikke kunne lade mig gøre mine egne erfaringer.

Den frihed og selvstændighed, som jeg på den måde voksede op med, må de næste generationer undvære. Det er synd for dem, for de lærer aldrig glæden ved at opdage verden for sig selv, uden overvågning. De er ’på’, mens de foreviger deres oplevelser på Twitter, Instagram, Snapchat osv. med #naturglæde #foråridanmark og #heltformigselv. Nej, de oplever hverken naturglæden eller det danske forår for sig selv. De lærer ikke at beskrive oplevelsen af skovsyre, spæde bregner og nye træer i skovbunden. Derimod har de så travlt med at dokumentere og få respons fra den digitale verden, at de aldrig er helt til stede i nuet.

Selv er jeg er en flittig bruger af sociale medier, så dette er bestemt ikke en opfordring til digital afholdenhed. Tværtimod. Vores digitale verden giver os mange andre muligheder for mellemmenneskelig kontakt og søgning i historiske kilder, billeder osv.

Nogle af de bedste gratis kilder er luftfotografierne, som bl.a. Det Kongelige Bibliotek i disse år offentliggør. De er fremragende til beskrivelse af landskabshistorie, landbrugshistorie, byhistorie m.m. – og selvfølgelig til den personlige historie. Da jeg så luftfotografierne fra min mormor og morfars husmandssted og gartneri, dukkede alle de gode minder op, og her gik det op for mig, at jeg tilhører den sidste offline-generation, der har prøvet et rigtigt das.

Min mormor og morfar boede på Langesøvej i Kelstrupskov nær Vissenbjerg på Fyn. Her drev de et lille gartneri, indtil min morfar i protest mod resultatet af EF-afstemningen i 1972 lukkede det og i stedet for fik ansættelse ved kommunens grønne områder. Jeg var meget imponeret over, at det var ham, der tegnede streger på skolens fodboldbane. Min mormor fik arbejde på en blomsterfrøsfabrik, og hver jul bandt hun kranse. Gartneriet blev til en stor køkkenhave med kartofler, tomater, agurker, gulerødder, jordbær, ærter, pærer, mirabeller og moreller rundt omkring på grunden.

Et af de mange minder fra dagene hos min mormor og morfar er dasset i laden. Jeg husker den ramme lugt, og at en af dem altid gik med mig derud og stod på den anden side af det plankeværk, der skærmede den trængende. Dér stod de og ventede for at sikre sig, at jeg ikke faldt ned i hullet. Toiletpapiret var i mange år ’00’, det velkendte brune, krasse papir. Ved siden af stod oliefyret, og rundt omkring snakkede papegøjerne og parakitterne, som mine bedsteforældre opdrættede og udstillede. I et par år var der også to jordegern, Chip og Chap, som min morfar havde købt til mig. På den måde sad jeg omgivet af dufte fra dasset, oliefyret, fuglefrø, jordnødder, støv og dyr.

Det var en stor begivenhed, da min mormor og morfar fik indlagt træk og slip. Min farmor og farfar havde længe haft det, for de var lidt mere velbjærgede og boede på en gård, mens min mormor og morfar ’kun’ var husmænd. Jeg tror, at jeg var 5-6 år gammel, da det lille kammer blev inddraget og indrettet til badeværelse med bruser og et rigtigt toilet – og fra det tidspunkt også blødt toiletpapir.

Kloakledningen gik ud i haven, hvor stanken et par meter omkring brønddækslet var temmelig markant. Lige i det område voksede der mange margueritter, som fik god næring.

Da mine bedsteforældre i begyndelsen af årtusindet besluttede sig for at sælge, blev husmandsstedet købt af et yngre par, der under renoveringen kom til at fjerne en bærende bjælke, og stuehuset brast sammen. Stalden og laden blev stående, men det nye stuehus havde slet ikke samme charme som det gamle. For et par år siden var stedet igen til salg, og nu var det blevet opgraderet til ’liebhaveri’, hvilket mine bedsteforældre, der begge kom ud at tjene efter konfirmationen, ville have moret sig kosteligt over.

Der er så meget at fortælle, og på billedet har jeg forsøgt at vise bare en brøkdel af de minder, der kommer frem. Uanset hvor mange ændringer, der bliver foretaget, vil deres husmandssted for mig altid være en eventyrverden, som aldrig kan genskabes, men som jeg kan fortælle om og vise billeder af. Hvad er din fortælling?

Billeder bringer minder frem, og luftfotografierne er en fremragende kilde til vores historie, og jeg har skrevet lidt om mine minder ud fra luftfotografier taget i 1957 og 1992. Klik for at se billedet i stor udgave. Fotokilde: Danmark set fra luften hos Det Kongelige Bibliotek.