Aabjerg ved Vedersø (gæsteblog)

Gæsteblogger Kjeld Pedersen om baggrunden for sin bog om Aabjerg og adelsslægten Juel

kjeldpedersenVelkommen til forlagets første gæsteblogger. Kjeld Pedersen har skrevet ’Adelsslægten Juel og gården Aabjerg i Vedersø’, som kan købes i webshoppen.

Kjeld Pedersen er født i 1952 og pensioneret latin- og engelsklærer fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.
Foto: Privat©.

 

 

Jeg er så heldig at bo på en gammel vestjysk gård i smuk natur med vidt udsyn over frodige enge ned mod en sø. Gårdens historie går langt tilbage, og den møder os meget konkret i det daglige. Vi kan f.eks. stort set ikke plante en blomst i haven uden at støde på middelalderlige potteskår, og på markerne er der bl.a. fundet mønter fra middelalderen og en skibsnagle fra vikingetiden.

Er man historisk interesseret, så bliver man nysgerrig efter at vide lidt mere om, hvad der er foregået på stedet tidligere, og hvem der før os har lagt en del af deres liv i at opbygge og bevare gården. Bogen om adelsslægten Juel og dens tid som ejere af gården er resultatet af denne nysgerrighed. Jeg har dog tilstræbt, at bogen ikke kun tilfredsstiller min egen nysgerrighed, men at Aabjergs specielle historie også kan bruges til at belyse en meget spændende periode i landets historie.

Vi begynder i slutningen af 1400-tallet, hvor Erik Juel kommer i besiddelse af gården, der på dette tidspunkt lå, hvor Kaj Munks præstegård nu ligger. Det er en periode præget af fremgang for landbruget, først og fremmest båret frem af den stigende eksport af fedede staldstude. Aabjerg er meget velegnet til denne produktionsform, og Erik Juel og især hans søn, Niels Juel, begynder en udvidelse af gården, som i slutningen af 1400-tallet er en mindre hovedgård uden meget fæstegods.

De følgende par generationer af slægten følger strategien og udvider godset, dels ved dygtig udnyttelse af de gunstige betingelser for landbrugsproduktionen, og dels ved indgåelse af særdeles fornuftige ægteskaber. Niels Juels søn og sønnesøn gifter sig begge opad i det adelige hierarki og vinder derved både gods og prestige. Stille og roligt arbejder slægten sig fra lavadelen og op i højadelen.

Da det sidste mandlige medlem af slægtsgrenen, Jens Juel, rigsråd og statholder i Norge, i 1623 arver gården og resten af godset, omfatter det tre hovedgårde med underliggende fæstegårde.

Jens Juel er blevet en velhavende mand i rigets tjeneste, og han køber yderligere tre hovedgårde, så der er en hovedgård til hver af hans døtre. Ved hans død spredes det store godskompleks mellem døtrene og deres mænd, og tidens ugunst i sidste halvdel af 1600-tallet med svenskekrige og afskaffelse af nogle af adelens privilegier ved enevældens indførelse bevirker, at de alle må sælge godset ud af slægten.

Aabjerg fortsætter som hovedgård under forskellige adelige slægter frem til landboreformerne i 1788, som tager livet af de fleste vestjyske godser. I begyndelsen af 1800-tallet sælges de fleste af fæstegårdene fra til selveje, og en ny periode i gårdens og Vestjyllands landbrugshistorie begynder.

aabjerg
Aabjerg i vinterklæder.
Foto: Kjeld Pedersen©
.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.